Skip to content
Nyt naturfællesskab opstået i Vamdrup
Nyt naturfællesskab opstået i Vamdrup

Når unge fra flere botilbud i Kolding Kommune og KFUM-Spejderne i Vamdrup en gang i måneden mødes til bål og spejderaktiviteter, er det som en del af projektet Outsider. Et projekt som vil have flere unge med handicap ud i naturen og ind i foreningslivet. Frem mod 2025 skal der etableres naturfællesskaber rundt om i landet, og et af dem er nu startet i Vamdrup, hvor de unge i løbet af det næste år skal mødes en gang i måneden og tage spejdermærker.

- Vi vil gerne give de unge nogle gode oplevelser i naturen og få dem ud af de vante rammer. Her kan de være med til at tænde bålet, få nye kompetencer og forhåbentlig få et indblik i, at spejderlivet også er for dem, siger Gry, der er spejderleder hos KFUM Spejderne i Vamdrup.

Både botilbuddene og KFUM-Spejderne i Vamdrup er en del af projekt Outsider, og har i samarbejde udviklet og tilpasset aktiviteterne, så de passer til de unge. I løbet af det næste år skal de unge blandt andet tage spejdermærker og være kreative, og at aktiviteterne skal foregå ude i foreningslivet, er ikke tilfældigt.

- Foreningslivet er en vigtig ramme for deltagelse og for at danne fællesskaber og høre til et sted, men desværre er mange unge med handicap ufrivillige inde-mennesker og ikke en del af foreningslivet. Det vil vi gerne lave om på med projektet, så de unge deltager aktivt og får skabt nye sociale relationer, siger Camilla, der er projektleder i Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH), som står bag projektet.

Fokus på fællesskab
Projekt Outsider er etableret af paraplyorganisationen Sammenslutningen af Unge med Handicap i samarbejde med lokale foreninger, socialpædagogiske tilbud og frivillige. De lokale partnerfællesskaber skal hver især bidrage med deres spidskompetencer, så den enkelte forening og frivillig kan gøre det, de er gode til. Det forklarer Camilla som tror på, at samarbejdet kan skabe et fællesskab for og med de unge:

- Til at starte med kommer man måske med i en forening på grund af aktiviteten, men i rigtig mange tilfælde, så bliver man på grund af fællesskabet. Og det er det, vi rigtig gerne vil opnå med projektet; at de unge får styrket deres fysiske og mentale helbred, men i høj grad også deres sociale relationer og bliver en del af foreningslivet, siger Camilla.

 

Kontaktoplysninger:
Camilla Weihe
Projektleder – Sammenslutningen af Unge med Handicap
Telefon: 92 15 05 14
Mail: camilla@sumh.dk

Om SUMH og projekt Outsider
SUMH er en paraplyorganisation for 15 ungdomshandicaporganisationer med i alt ca. 5000 medlemmer. Organisationen arbejder for, at alle unge kan leve det ungdomsliv, som de selv ønsker.

Projekt Outsider er støttet af Friluftrådet og Kulturministeriet. Projektet skal etablere lokale naturfællesskaber i samarbejde med foreningslivet, socialpædagogiske tilbud og frivillige, som lokalt skal samarbejde om at give unge med handicap oplevelser og fællesskab i naturen. Det gøres i samarbejde med blandt andet KFUM-Spejderne.

SUMH2
SUMH2
SUMH1